Læsetid: 1:03 min (266 ord)
Chefen er en klaphat! Men hvorfor er det lige, at chefen så ofte ender som idiot – og hvorfor føles det så godt at brokke sig og nå til enighed på arbejdspladsen om netop dét?
Av, for en skuffelse
Et bud lyder, at chefen aktiverer vores indre forældrebillede på godt og ondt. At vi ruller ud i verden i forventning om, at lederen er Gud Herren eller Gud Fruen selv, og derfor skal de kunne se mig og opfylde mine behov. Gør de ikke det, rammer skuffelsen. Og brok og sladder er en effektiv form for social lim, der signalerer: Vi hører sammen (imod idioterne)! Intet er så kærkomment som en fælles modstander til at føle en form for identitet.
Brok har flere formål
Brok tjener flere formål – udover at binde kollegaer sammen. Den er en ofte nødvendig ventil, men man gør klog i at skelne mellem god og konstruktiv brok og så den, der bare forpester luften – og en selv.
Og forholdet til kollegerne? Ja, her genspiller vi de søskende-relationer, vi har oplevet derhjemme, og de er yderligere tricket af, at der aldrig er nok. Ikke til mig i hvert fald!
Hvis du vil blive klogere på emnet, så lyt til Livstykker: Episode 54: Hvorfor er alle chefer idioter?
og ellers:
Brok forpester vores arbejdspladser og samfund. Løsningen er enkel, men pænt akavet
Harold Kushner: How Good Do We Have to Be?
Kathrine Marie Guldager: Birgithe med th
Episode af Hidden Brain Podcast: How to Complain More Productively